Julebrev 2020

Julen nærmer sig og et ganske usædvanligt år lakker mod enden. Nogle ville nok sige, at vi trænger til et nyt år, til normalitet og ikke mindst til en vaccine, så forventningerne til det nye år er store.

I GCP selskabet har efteråret, som mange andre steder, udelukkende budt på virtuelle møder. Det har til gengæld slet ikke været så tosset. Netværksdelen mangler selvfølgelig, men møderne er effektive, transporten elimineret og hele landet har mulighed for at deltage.

Det første efterårsmøde blev afholdt i september måned og handlede om det evigt aktuelle emne informeret samtykke. Mødet fokuserede på det informerede samtykke, hvor der er særlige omstændigheder til stede så som samtykke hos inhabile eller akutte patienter. Karen Killerich fra den Nationale Videnskabsetiske Komite og overlæge Jesper Kjærgaard fra hjertemedicinsk afdeling på RH præsenterede eksempler på henholdsvis de lovgivningsmæssige og de praktiske forhold omkring informeret samtykke under særlige omstændigheder.  Dette virtuelle møde havde 115 tilmeldte.

Det næste møde blev holdt i november med emnet "Kliniske forsøg og læring fra en global pandemi". Et møde hvor det videnskabelige perspektiv på pandemier, covid-19 forsøg samt behandlings- og vaccine udvikling blev præsenteret af Jens Lundgren, Professor ved Infektionsmedicinsk afdelign på RH. Herefter blev perspektiveringen udvidet med indlæg fra hhv. Annette Jørgensen, Afdelingsleder, GCP-enheden ved Aalborg og Aarhus Universitetshospitaler og Bo Maach-Møller, Vice President, Clinical Operations Centre of Expertise, Novo Nordisk. Et meget spændende og højaktuelt møde, hvor mere end 130 var tilmeldt.

Igen her i efteråret har vi måtte aflyse vores basis GCP kursus og på nuværende tidspunkt er vi ikke sikre på, hvornår vi får mulighed for at afholde det. Men hvis det på nogen måde kan lade sig gøre, så holder vi et kursus i løbet af foråret. Det samme håber vi på at kunne gøre med et 1-dags kursus med Risk Management på programmet. Mere om det når vi ved mere om, hvordan foråret og udsigten til fysiske kurser udvikler sig.

De seneste år - og nu accelereret af pandemien - har virtuelle eller decentraliserede kliniske forsøg været et hot topic. Vores første møde i det nye år vil have netop dette emne på dagsordenen. Helt i tråd med emnet holdes også dette møde virtuelt. Mødet annonceres i løbet af kort tid.

Vi håber på at kunne afholde et par møder mere i foråret, men har på nuværende tidspunkt ikke nogen konkrete emner på plakaten. Da vi gerne vil tilbyde møder, der er interessante for så mange som muligt, vil vi bede Jer om at hjælp til at foreslå emner til kommende medlemsmøder. Og hvis I har mulighed for det også meget gerne forslag til eventuelle foredragsholdere. Vi har lavet et helt enkelt spørgeskema, som vi ville sætte stor pris på, hvis I kunne udfylde med forslag til emner og foredragsholdere:

https://docs.google.com/forms/d/e/1FAIpQLSdzNIQoHu3r19vtR7jX8GbWgygrAZk5GdkfQGKS6OBwGKlLbQ/viewform?usp=sf_link

Vi takker for alle forslag og er sikre på de vil være med til at inspirere os.

I ønskes alle en rigtig god jul og lykkebringende nytår. Vi håber på, at normaliteten indfinder sig stille og roligt, så vi i løbet af foråret kan ses både virtuelt og fysisk.

Julehilsener fra bestyrelsen

 

 
Her kan betales med:
 
Brug af cookies
Denne hjemmeside bruger cookies til at føre statistik og huske indtastede informationer.
Se hele vores cookie politik her.