Nytårsbrev 2020
Kære medlem af Dansk Selskab for Good Clinical Practice, Håber I alle har haft en rigtig dejlig jul og har nydt lidt tid med familie og venner.
Som omtalt i sidste nyhedsbrev har vi været nødt til at finde en ny administrator af GCP selskabet da Pharmadanmark der i mange år har stået for vores medlemsadministration, kontingentopkrævning og regnskab har opsagt vores aftale med dem. Vi har bestyrelsen brugt mange timer og kræfter på at få en ny administrator på plads, men det er heldigvis lykkedes og per 1. januar 2020 har revisionsselskabet Contar Aps. overtaget administrationen. I vil måske bemærke at hjemmesiden nu har fået tilføjet kontaktoplysninger på vores nye administrator. Privatlivs- og cookiepolitik er ligeledes blevet opdaterede med den nye administrator.
Fremover kan vores administrator kontaktes på sekretariat@dsgcp.dk eller på tlf. 7023 1948.
Det har desværre vist sig at vores medlemskartotek ikke er helt på opdateret som vi kunne ønske os. Det er måske baggrunden for at vi de seneste par år har oplevet en del restancer på kontingentopkrævninger. Vi planlægger en større oprydning og tilpasning af medlemssystemet i foråret 2020, så vi ikke skal opleve dette igen.
Heldigvis er det dog også blevet til nogle interessant medlemsmøder i efteråret 2019 med bl.a. Håndtering af patienters persondata i kliniske forsøg, Trial Nation og tilknytningsreglerne på programmet.
Forårets program er i støbeskeen, men det første møde er på plads:
Den 5. februar 2020 kl. 16.00-18.00 holder vi medlemsmøde, hvor EMA's TMF Guideline bliver gennemgået af en nuværende og en tidligere lægemiddelinspektør. Mødet foregår på Sjællands Universitetshospital i Roskilde, som vi håber mange vil finde vej til. Toget går næsten til døren.
Udover dette møde planlægger vi i foråret møder omkring informeret samtykke og medicinsk udstyr, men da detaljerne ikke er på plads endnu, tager vi som vanligt forbehold for ændringer. Udover medlemsmøderne planlægger vi et basis GCP kursus i foråret.
Dansk Selskab for Good Clinical Practice ønsker jer alle et rigtig dejligt nytår.
Mange hilsener fra Hanne Rossau, Merete Kaastrup, Dorte Almstrup, Birgitte Schlemmer, Lene Kløvgaard, Frederik Grell, Vicki Thomsen, Rie Nisted Velling og Lene Eskildsen