Sommerbrev 2019

Kære medlem af Dansk Selskab for Good Clinical Practice,

GCP selskabets sidste medlemsmøde inden sommerferien blev afviklet i Århus den 18 juni. Sommerferien står nu for døren og mange er faktisk allerede i fuld gang med nyde ferien - og måske glemme alt om kliniske forsøg for et øjeblik.

GCP selskabet har i mange år fået hjælp fra Pharmadanmark til medlemsadministration, kontingentopkrævning, regnskab etc. Desværre har Pharmadanmark sagt vores administrationsaftale op ved udgangen af 2019, så i løbet af efteråret skal vi finde en ny administrator. En af årsagerne er bl.a. at kontingentopkrævningen er mere tidskrævende end tidligere antaget. Faktisk viste det sig i løbet af foråret, at en del medlemmer var i restance for 2017/2018 på trods af rykkere fra Pharmadanmarks side. Bestyrelsen har derfor hjulpet med at få kontakt til "skyldnerne", så vi nu har de korrekte kontaktoplysninger i administrationssystemet. Vi kommer dog nok til at afskrive en del af restancerne, da det ikke længere er muligt at komme i kontakt med alle. Især sidste sommer var der lidt "kuk" i udsendelsen af kontingent opkrævninger fra Pharmadanmarks side, så dem der har været i restance, har i mange tilfælde været det uforskyldt. Dog er der en stor del, der ikke har modtaget en faktura, fordi kontaktoplysningerne i administrationssystemet har været forældede. Derfor en bøn fra GCP selskabets side: Når I som enkeltmedlemmer skifter job, adresse eller I som firmakontaktperson forlader firmaet, så HUSK at give Pharmadanmark besked på gcp@pharmadanmark.dk. Det gælder også ind- og udmeldelser. Vores hjemmeside taler ikke sammen med Pharmadanmark på nuværende tidspunkt, så det er ikke nok at opdatere kontaktoplysningerne her. Det er dog noget, vi vil forsøge at udbedre, når vi skal finde en ny administrator.

Men nok om det administrative og tilbage til det interessante, nemlig efterårets program. Vi har en skitse klar, men som altid kan der forekomme ændringer efterhånden som foredragsholdere og detaljer falder på plads. Efterårets program ser på nuværende tidspunkt således ud:

Informeret samtykke (København)

Vi har haft deltagerinformation og samtykke på programmet mange gange, men det er et emne, der altid er nye vinkler på. Efteråret første møde vil derfor fokusere på informeret samtykke. Akut forskning er altid en udfordring, men også nye typer af samtykker såsom trinvis samtykke er blevet introduceret de senere år. Ved dette møde vil der både være fokus på den helt almindelige proces, samt de mere ualmindelige situationer.

Håndtering af patientdata/persondata i kliniske forsøg (København)

Gentagelse af medlemsmødet der blev afholdt i Århus lige inden sommerferien. Mødet vil have fokus på håndtering af persondata i klinikken - hvad må man og hvad må man ikke.

eTMF (København/evt. Roskilde)

Gennemgang af den nye "Guideline on the content, management and archiving of the clinical trial master file (paper and/or electronic)". Mødet vil sandsynligvis finde sted tidligt i 2020 (januar).

Vi vil ligeledes arbejde for at få et møde til Aarhus i løbet af efteråret.

Efter alle vores medlemsmøder bliver præsentationerne som hovedregel lagt på hjemmesiden under arrangementet. Man skal være logget på som bruger på siden for at kunne se præsentationerne.

Som altid vil møder og kurser blive annonceret på selskabets hjemmeside. Alle der har oprettet en brugerprofil på hjemmesiden får tilsendt en email, når nye arrangementer annonceres. På hjemmesiden kan man både tilmelde og afmelde sig arrangementerne. Vi vil meget gerne opfordre til, at I melder fra til arrangementerne, hvis det viser sig, at I ikke kan komme alligevel. Måske er der andre, der gerne vil have pladsen og måske kan vi endda nå at afbestille noget af forplejningen.

Dansk Selskab for Good Clinical Practice ønsker jer alle en rigtig dejlig sommer.

Mange sommerhilsner fra Hanne Rossau, Merete Kaastrup, Dorte Almstrup, Birgitte Schlemmer, Lene Kløvgaard, Frederik Grell, Vicki Thomsen, Rie Nisted Velling og Lene Eskildsen

 
Her kan betales med:
 
Brug af cookies
Denne hjemmeside bruger cookies til at føre statistik og huske indtastede informationer.
Se hele vores cookie politik her.