Kære alle,
Vi er nu nået til de lyse nætters tid med glade studenter, sommerens mange festivaller og alskens store sportsbegivenheder i fjernsynet. Hermed er det også blevet tid til en sommerhilsen fra bestyrelsen.
Ved det årlige valg til bestyrelsen i marts fik vi et nyt medlem, som kommer fra Aarhus Universitetshospital. Det er dejligt, at bestyrelsen har fået endnu et medlem, som kommer vest for Storebælt. Det giver en god dynamik til bestyrelsesarbejdet, at der kommer fokus på arrangementer afholdt i hele landet. Vi måtte desværre også sige farvel til to bestyrelsesmedlemmer. Vi siger tusind tak for deres store arbejde og kæmpe engagement i bestyrelsesarbejdet.
Der har været afholdt i alt tre medlemsmøder i første halvdel af 2024. Det første medlemsmøde var i forbindelse med generalforsamlingen og handlede om Patientoplevelser. Mødet blev afholdt som et virtuelt møde. Andet møde blev også afholdt virtuelt og handlede om Krav til IT systemer. Tredje møde blev afholdt på Kosmopol med emnet Data flow i kliniske studier. Efter det faglige program blev alle deltagerne budt på tapas og vin. Det var en rigtig god anledning til at få ønsket hinanden god sommer.
Vi får ofte forespørgsler, om vi kan lægge præsentationerne fra medlemsmøderne på hjemmesiden. Det vil vi meget gerne, men vi er afhængige af, at oplægsholderne giver tilladelse. Dette er forklaringen på eventuelle manglende præsentationer på hjemmesiden.
Vi venter alle i spænding på, at opdateringen til ICH GCP (R3) bliver klar til at træde i kraft. Bestyrelsen planlægger et medlemsmøde, hvor vi dykker ned i den nye version. Mere om det senere på året.
For mange af os fylder transitionen af forsøg fra direktivet (CTD) til forordningen (CTR) en stor del af vores arbejdstid. Det gælder om at få forsøgene overført inden deadline, så vi kan nå at få godkendelserne i hus i tide.
Til efteråret afholder vi det årlige Basiskursus i GCP. Datoen er sat til den 29. oktober, så sæt allerede nu kryds i kalenderen. Der er nu kommet særskilt opslag på hjemmesiden, hvor det vil være muligt at tilmelde sig (www.dsgcp.dk ). Vi har flere møder i støbeskeen, så hold øje med hjemmesiden, så I ikke risikerer at gå glip af et af efterårets spændende medlemsmøder.
I ønskes alle en rigtig dejlig sommer.
De bedste sommerhilsener fra bestyrelsen